Bo i sommerhuset

Fra 1. november til udgangen af februar må du som udgangspunkt kun bo i dit sommerhus i weekender og ved korte ferieophold. Pensionister kan dog få dispensation til at bo fast i et sommerhus.

Dispensation til helårsbeboelse

Hvem kan få tilladelse til helårsbeboelse i sommerhus?

Pensionister, der ejer et sommerhus i et sommerhusområde, kan bruge sommerhuset til helårsbeboelse, når pensionisten har ejet ejendommen i 1 år.

Pensionister defineres i denne sammenhæng som personer, der har ret til at oppebære folkepension, personer over 60 år, der får pension eller efterløn, samt førtidspensionister, der modtager en social pension.

Hvem må bo i huset?

Pensionistens ægtefælle, samlever eller nært beslægtede kan bo sammen med pensionisten i sommerhuset. Ved pensionistens død kan vedkommende sambo fortsat bruge huset til helårsbeboelse. Tilladelsen til helårsbeboelse bortfalder ved fraflytning, udlejning eller salg.

Andre helårstilladelser

Udover tilladelser til pensionister, kan der i særlige tilfælde gives tilladelse til helårsbeboelse til andre ejere af sommerhuse. Det gælder blandt andet på Orø, hvor ejere af sommerhuse i visse tilfælde kan få dispensation til helårsbeboelse.

I administrationsgrundlaget for sommerhusbeboelse kan du læse mere - blandt andet om mulighederne for dispensation. 

Læs administrationsgrundlaget her

Ansøgning om dispensation

Hvis du ønsker at bo i dit sommerhus, kan du sende en ansøgning via nedenstående link.

Ansøg elektronisk om tilladelse til helårsbeboelse her

Du kan naturligvis også printe nedenstående skema ud og sende til os på adressen:

Holbæk Kommune
Vækst og Bæredygtighed
Kanalstræde 2
4300 Holbæk 
Att.: Byg

Download ansøgningsskema om tilladelse til helårsbeboelse her

 

Senest opdateret 22-04-2024